Stína
Lag & texti: Halli Reynis
Hún vakir allar nætur
hennar veruleiki er grár.
Hér festi hún sínar rætur,
þessi dimmu ár.
Þegar hjarta hennar grætur
hún aldrei fellir tár.
Hún veitir mönnum hlýju
vekur upp kenndirnar.
Hittir þá að nýju,
við húsarústirnar
Mitt inn í Kristjaníu,
léttir þeim stundirnar.
Det er samfundets skyld, mine
forældres skyld.
Nu hvor vi er i gang, hele min
baggrunds skyld,
min barndoms, mine
ungdoms flammers skyld,
flere gange kan det oven i
kobet væri din skyld.
Og hvordan fanden sku jeg
ku sige at, at det var mig,
det er min skyld, det er mit
valg, når man foler man
aldrig har haft det valg.
Hvordan sku jeg ku sige, at
jeg, at jeg har valgt, at jeg….
hold kæft man sku tro, jeg ku
sig det nu ik.
Jeg er blevet bollet af
alverdens ulækre mænd.
Mynd af henni Stínu
að eilífu verður geymd.
Djúpt í hjarta mínu,
svo aldrei fáist gleymd.
Þar er hún á horni sínu,
og öll hennar ást og eymd.